Om spillet

Oplægget

Året er 1263 og Første Nordlige krig raser. En lille gruppe af beboere fra Cintra er flygtet fra deres hjem, der i krigshandlingerne er brændt ned til grunden.

Nu søger disse flygtninge et nyt hjem og en ny start i Nilfgaard, hvor den forhutlede gruppe flygtninge er blevet tildelt et landområde, hvor de kan grundlægge en ny by. På rejsen til deres nye hjem i syd omkom byens borgmester af dysenteri og nybyggerne mangler derfor ledelse. Hvad værre er, så hjemsøger en overnaturlig kraft tilsyneladende det område, de er flygtet til. En ung mand fra byen er allerede død af skræk efter et uheldigt møde med det overnaturlige væsen. Kan flygtningene finde en ny borgmester inden aldermanden fra Nilfgaard ankommer, for at overrække skødet, og er der overhovedet nogle overlevende når han ankommer?

Ved spillets start befinder I jer syd for Amell-bjergene i provinsen Nazair sommeren 1263. For en måned siden flygtede I fra jeres hovedstad (Cintra), der blev brændt ned og plyndret af Nilfgaards invasionsstyrker. Geografien i Witcher-universet er ret udsvævende, men heldigvis har Netflix lavet et lidt mere “officielt” og interaktivt (hurra!) kort, der måske kan være nyttigt: https://witchernetflix.com/en-gb

Området som I skal spille i repræsenterer et lille forladt len i Nazairs nordligste del. Som flygtninge fra krigen har I fået tildelt dette område til at slå jer ned som nybyggere.

Vores fem bud

I. Skab spil – Tænk over hvordan din handling kan påvirke andre karakterer, og hvordan din handling kan sætte flest mulige ting i gang. Vær proaktiv. Der er altid mere end ét udfald af en situation, og altid mere end én måde at håndtere en situation på. Vælg den handling, der får flest hjul til at snurre, involverer flest andre spillere og skaber spektakulære scener.

II. Kan man, så kan man – Kan man ikke, så kan man ikke. Vi spiller med de evner og ejendele vi har, ikke andet. Tænk over at vælge en rolle, som du kan leve op til med din person, og sæt dig godt ind i de ting, som din karakter ved noget om. Vi forventer ikke, at I ved alt om The Witcher universet, men vi forventer, at I sætter jer ind i det, som er relevant for jeres roller.

III. Prøv ikke på at vinde scenariet – Vi er fælles om at skabe gode spiloplevelser og medrivende, tragiske historier. Hvis den gode historie kræver din karakters død, eller at karakteren falder i unåde, så lad det ske! Ingen ser skævt til dig for at træffe ingame ”usmarte” beslutninger, der skaber godt rollespil – tværtimod.

IV. Gør det dystert“People like to invent monsters and monstrosities. Then they seem less monstrous themselves.”. Vi lever og ånder for tragedier. Gør hvad du kan for at få en rigtig dyster stemning frem i spillet. Vi ønsker at skabe en historie, der har den mørke stemning, der er kendetegnet for Andrzej Sapkowski​s fortælling, så undlad at holde din karakter i live, hvis det giver en god scene at lade rollen dø.

V. Der er intet ”bag bakken” – Spil kun på ting, der har en reel indflydelse i spillet under scenariet. Et klassisk eksempel i live rollespil, der kan være ødelæggende for meget spil, er at referere til de ”10.000 mand bag bakken”, der ikke kan nå frem, før scenariet er slut. Det er i sig selv en tom trussel, og giver ikke interessant spil. Sørg for at undgå det. Løs konflikterne på andre måder.